Berner Sennen Hunde
Derfor har vi Bernere
Vi fik vores første Berner i 1996. Inden da havde vi haft en schæfer. Da vi så skulle have hund igen, havde vi egentligt bestemt os for en schæfer igen, en en indskydelse fik os til at besøge en Berner opdrætter, da jeg altid har synes, at det er en meget køn hund. Opdrætteren havde ikke hvalpe, men to voksne tæver - og vi var solgt! Den ene tæve skulle parres og vi valgte at blive skrevet op til en hvalp.
Berneren er en stor hund, men den "fylder ikke ret meget", for den lægger sig roligt ned, når vi er rolige. Den er ikke så motionskrævende, den tilpasser sig familiens aktivitetsniveau, men vil da også gerne ud og gå en tur. Den har ikke jagtinstinkt, hvilket godt kan gøre det nemmere at gå tur i skoven. Den er kærlig og kontaktsøgende, den vil helst være sammen med familien.
Ja, kærligheden til denne race er stor, og til de Bernere vi har og har haft. Lone er da også medforfatter til bogen om Berner Sennen.
Adfærd
Rolig, smuk og velafbalanceret. Det er nok de tre ord, der kendetegner denne race bedst.
Grundet dens arbejdsbaggrund er den ikke tilbøjelig til at strejfe. Den er stærk og selvstændig, kan dog som regel "overtales" til at samarbejde mod betaling af godbidder. Berneren er en meget venlig hund, den elsker at bliver kælet for, og ville allerhelst have lov til at være en "skødehund". Så længe du kæler med en Berner, så flytter den sig ikke. Faktisk har racen en tilbøjelighed til bogstaveligt talt at sætte sig på os. Den er venlig overfor andre mennesker, hunde og andre dyr. Enkelte Bernere kan have tilbøjelighed til lidt reserverethed.
Oprindelse
Racen er en gårdhund af gammel herkomst fra Schweiz, som er alle avlet til at drive kvægflokke, følge bonden på rejse for at trække hans varer på en vogn og til at beskytte gårdens ejendele mod fremmede og ubudne gæster.
"Bondehunden", som den dengang lidt nedladende blev kaldt, kunne virkelig betegnes som en arbejdshund!
Den var udholdende og kunne følge en kvægflok, som den drev frem ved at snappe dem i haserne. Denne teknik er ret speciel for sennenhundene, og den er indbygget i dem alle. Det vil ejere af racerne kunne nikke genkendende til den dag i dag - også selv om hundene ikke længere bliver brugt til at drive kvæg i samme omfang som i gamle dage.
Efter datidens begreber var en hund kun "god", hvis den var vagtsom, skarp, dog ikke bidsk. Når man forlod huset, skulle den følge sin ejer, hvor end han gik hen. Den måtte aldrig løbe ud på markerne. Ved behov skulle dens herre forsvares. Genstande, der blev placeret på engen (fx madkurve, redskaber m.m.) skulle bevogtes. Under ingen omstændigheder måtte hunden jagte vildt. Katte og høns skulle lades i fred og næsten det vigtigste, den måtte overhovedet ikke strejfe. Det var ikke småting, man forlangte af en god hund, men alt dette klarede en berner bennen!
